Personlige indlæg/ Personlige indlæg

200 billeder og en hyldest til det, at kaste sig ud i noget nyt

Dette indlæg er et af de mere læsetunge og filosoferende af slagsen, og jeg er godt klar over, at det langt fra er alles kop te. Jeg har flere gange overvejet om det skulle udgives eller ej, vendt og drejet det, spurgt mig selv om mine refleksioner var dumme og meningsløse, men min konklusion er, at hvis bare én person kan relatere til 10% af min lange smøre, så går det nok. Og så vil jeg sige tak til min veninde Maria, min bageveninde og heltinde Esmeralda og min mami for at læse det igennem, og give min skulder et klem og klap de dage jeg havde brug for det – kram til jer. 

Kender du det med at man finder et gammelt billede frem eller nærmere at Snapchat minder en om en begivenhed der fandt sted for et år siden? Eller at hukommelsen hiver fat i et gammelt minde, sådan helt ud af det blå, mens man lytter til en sang, kører i sin bil, går sig en lille tur eller mens man står og vasker op, og vender verdenssituationen med sig selv.

Men mindet er der og du tænker på det.

Måske griner lidt for dig selv og glæder dig over dengang eller måske priser du dig lykkelig for, at du er et helt andet sted i dag.

Uanset hvad tror jeg, at de fleste vil bemærke bare en lille ændring i deres tilstedeværelse, hvis man sammenligner sig selv med den person man var for et år siden.

Uanset om det er en festlig eller ‘av-av-av’ oplevelse at reflektere over noget, kan det nu være meget lærerigt, især hvis man er ‘stuck’ og leder efter en ny vej frem.

Billede nr. 200 på Instagram

For mig begyndte refleksionen lidt ud af det blå.

Forleden dag var det international pandekagedag (eller det var det, da jeg fik idéen til og begyndte at skrive dette blogindlæg), og jeg overvejede hvorvidt jeg skulle hoppe med på vognen og spamme folket med endnu et pandekagebillede, ligesom resten af den forunderlige Instagramverden.

På den anden side, er jeg ikke vild med at spise pandekager på kommando. Jeg elsker pandekager og det vil jeg altid gøre, men i min verden har jeg nok en pandekagedag mindst en gang om ugen.

Anyways, jeg havde udvalgt dagens billede og skulle til at poste, da jeg bemærkede, at jeg på Instagram havde postet 199 billeder, og at dagens billede ville blive nr. 200.

200 billeder på Instagram. Det satte tankerne i gang.

bedste bananpandekager

Hvad er der specielt ved 200 billeder?

Da jeg først så, at jeg havde 200 billeder på Instagram, tænkte jeg at jeg på en eller anden måde gerne ville hylde det, fordi jeg selv synes, at det var ret sejt gået, at jeg faktisk havde postet 200 billeder.

Bag de 200 billeder gemmer der sig selvfølgelig mange flere tryk på udløserknappen og i løbet af bloggens levetid er der kommet mere redigering henover, som også har slugt sine timer.

Men princippet venner, princippet er, at jeg har postet over 200 billeder på Instagram nu.

Hvorfor det satte mine tanker i gang, kunne jeg i begyndelsen ikke helt forklare. Jeg blev bare ved med at stirre på tallet 199.

Jeg prøvede at finde frem til kernen af, hvorfor det var så ”stort” for mig, og efter mange tanker og overvejelser, efter mange forsøg på at prøve at skrive netop denne tekst, er det endelig blevet muligt for mig, at få bare lidt ud af hovedet, og ned til mine fingerspidser.

Jeg nok kommet frem til, at det i bund og grund skyldes en meget meget ydmyg stolthed.

Sagen er den, at jeg er mega stolt, fordi det markerer noget helt specielt for mig, noget som en milepæl som 1000 følgere (eller for den sags skyld 20.000 på min negleprofil) ikke kan. Jeg ved, at der er mange andre der har postet og taget flere billeder, og den samme slags tanker florerede slet ikke rundt i mit hoved, da jeg havde postet 100.

Men som sagt, tankerne kom ud af det blå, og det skete ved de 200 billeder.

Og nu ved jeg hvorfor.

Ikke fordi jeg er stolt af antallet af billeder, men nærmere fordi at antallet er der!

Sådan ser det ud, når jeg er i gang. Med hyggesokker og det hele. Hvis man kigger godt til venstre, ser man, at jeg har en plade ovenpå en anden. Det er tunge og hårde beslutninger der bliver taget, når baggrunden skal vælges.

Om at kaste sig ud i noget nyt

Da jeg startede denne blog op, var det med et spejlreflekskamera i baggagen, et lille, men godt Canon 700D, som jeg i mine gymnasieår besluttede mig for at ønske mig, da jeg gerne ville forbedre kvaliteten af de billeder jeg tog på min allerførste Instagramprofil ‘NailThatDesign’.

Hvordan jeg gik fra negle til mad og nu til fotografering gemmer jeg til en anden gang.

Men der stod jeg igen og bankede hovedet ind mod en mur. Jeg var stadig en semi-dårlig kamerabruger (for fotograf kunne jeg vel nok ikke kalde mig selv dengang), der ikke turde bruge andet en ”auto”. ISO, blænde og lukketid vidste jeg intet om, så efter mange års frustration besluttede jeg mig for at sætte mig ned, gå på date med google og finde frem til hvorfor det nu var, at jeg var så dårlig? Hvorfor kunne jeg ikke også få min slørrede baggrund?

Så efter flere timers Googleing, Pinterest, how-tos og jeg ved ikke hvad, fandt jeg mit svar og besluttede mig for at der skulle et nyt objektiv til, for at kunne virkeliggøre de ting jeg havde i hovedet – at få den slørrede baggrund som alle andre havde på deres billeder.

Så stræberen og perfektionisten her diskede op med 999kr og købte sig et 50 mm f/1,8 – for smukke 999kr.

(Et køb jeg nu kan sige, at jeg aldrig har fortrudt og aldrig vil gøre.)

Men selvfølgelig var der i øjeblikket en frygt for, at disse penge ville vise sig at være spildte penge. Den frygt vil nok altid være til stede, når man vælger at investere i sig selv og noget man tror på. Så jeg hev pungen frem, købte mig objektivet og sagde til mig selv, at det nok altid godt kunne bruges til familiefester og juleaftensselfies, hvis det der fotograferingshalløj skulle gå helt galt.

Oh boy, blev jeg overrasket, både på godt og ondt da jeg første gang tog objektivet frem, (dengang vidste jeg ikke, at man kaldte det for et objektiv), og skulle prøve at lære det at kende. Jeg var overrasket over, hvor meget anderledes man skulle skyde, når man blev nødt til at gå frem og tilbage, fra siden til siden, i stedet for at kunne bruge zoom.

Jeg blev nødt til at lære det at skyde billeder forfra, på en helt ny måde. Og så larmede objektivet herre meget – selv Isabella fra og Camilla (mine blogger-homies) bemærkede det, da jeg første gang skulle mødes med dem begge til en kage og bagedag – det lyder jo som noget fra The Terminator!

Det er nok en meget god ting at vide, hvis man selv overvejer at købe det.

Men jeg blev så glad for de effekter jeg kunne trylle frem, og de slørrede baggrunde jeg kunne opnå.

Jeg anede ingenting og alligevel kastede jeg mig ud i det. Jeg oprettede en hjemmeside for anden gang, denne gang i WordPress og jeg anede intet om det.

Men jeg gjorde det. Jeg kastede mig ud i uvisheden, ud i noget nyt.

Og nu står jeg her.

min nye og gamle hobby forenet

at neglene matchede mit brød er et vidunder

Det jeg selv er herre over, er…

Når man opretter sig en Instagramprofil, er det tit fordi man synes man har en sjov hobby, som man gerne vil dele. Hvorfor man vil det, ved man måske ikke helt. Mavefornemmelsen siger bare ”go-for-it”.

Men efter et stykke tid, måske måneder, måske år, er det som om der begynder at ske noget. Man begynder at gå op i sin profils vækst, sit feed, hvor meget man udvikler sig og hvad andre bloggere går og laver.

Det i sig selv er ikke dårligt eller skadeligt, ikke hvis det giver en lyst til at blive bedre. Vi har alle brug for rollemodeller, for folk der kan inspirere os og vise os hvad der er muligt. Vi skal hylde hinandens succes og helle på hinanden, for der er plads til os alle.

Det der er mit, skal nok blive mit, og det der er andres, er deres. Jeg vil heppe og klappe af dem. Jeg vil være glad på deres vegne, fordi jeg selv ved, hvordan det føles at kæmpe for noget, og så endelig, endelig opnå det.

Men er man på de sociale medier, kan man falde ned i et hul. Det kan desværre hurtigt komme til at handle om ligegyldige ting. Man begynder måske at måle sin succes på antallet af følgere, antallet af likes, antallet af samarbejdspartnere eller noget helt fjerede. Man følger med hos andre, ser hvor ”godt” det går for dem, ser hvilket udstyr de har, hvor gode de er og man føler sig måske lidt nederen.

Man føler sig utilstrækkelig.

Men sagen er den, at vi i bund og grund, os content creators som det så fint hedder på engelsk, ikke kan bruge det antal til måle og veje os selv og vores værdi – uanset hvor “store” eller “små” de sociale medier siger vi er. Et tal som antallet af følgere, er et tal der vil svinge og et tal der har en grænse og et loft. Det kan, modsat dine evner, ikke blive ved med at stige, ikke blive ved med at gå fremad.

Vi er alle sammen helt unikke i form af at vi er os selv. Der kommer aldrig nogensinde til at være en som dig eller en som mig. Nogen vil kunne lide dig, andre vil hade dig, men så er alt som det skal være. Så gør du det rigtigt!!

Alle mennesker udvikler sig med tiden. Får andre interesser. Ændrer stil. Finder nye veje. Det gør vi alle sammen. Og ikke alle vil bryde sig om det.

Kort sagt: ting som følgere, likes, samarbejdspartnere og lignende er man ikke selv herre over.

Men det jeg selv er herre over, det jeg selv kan kontrollere er mig selv og min tid.

Jeg bestemmer selv, hvor umage jeg vil gøre mig, hvor meget jeg vil gøre ud af at lære og opbygge nye kompetencer. Jeg bestemmer selv, hvor stor en grad af vedholdenheden jeg vil udvise overfor et projekt og hvor meget jeg vil forsøge.

Jeg bestemmer selv, hvor mange gange om ugen jeg vil sidde foran computeren og se tutorials og kurser om hvordan man tager bedre billeder.

Jeg bestemmer selv, hvor mange gange jeg vil tage kameraet i hånden. Knipse billeder af det ene og det andet og det tredje og det fjerde.

Jeg bestemmer helt selv hvor umage jeg vil gøre mig, hvor meget jeg vil gøre ud af at udvikle mine kompetencer og evner.

Min villighed til at lære, til at dukke op hver dag, til at prøve noget nyt.

Det er jeg selv herre over.

Min hyldest til de 200 billeder

Derfor skriver jeg en lille hyldest til de små 200 billeder, ikke for hvad de er eller for hvor gode og dårlige de er, men mere for at symbolisere det jeg har kastet mig ud i.

Her den anden dag, lyttede jeg til en podcast af en gammel episode af Jenna Kutchers ”Goal Digger” podcast, hvor de snakkede om online succes og det at gøre ens hobby og blog til ens levevej.

Ville de være stolte over den måde, de havde tilbragt deres tid på, hvis de sociale medier en dag holdt op med at eksistere? Hvis en eller anden styrke eller magt besluttede sig for at Instagram ville blive slettet?

Om al den tid og penge de havde brugt på at vækste deres profiler, samle følgere til sig, lære om algoritmer og udvikle en helvedes masse kompetencer, ville være det hele værd?

Jeg prøvede at reflektere over det selv samme spørgsmål. Hvis min Instagramprofil en dag forsvandt, hvis min blog en dag forsvandt, ville jeg så være stolt?

Det ville gøre ondt, helt sikkert. Det ville være ærgerligt, for Gud ved, hvor mange timer jeg har brugt på at lære om WordPress- plugins, Instagram stories og gjort mig tanker omkring hvilke temafarver jeg ville have her på bloggen. Brugt flere timer på at udvikle opskrifter, skrive ord ned, lære nye ting og jeg ved ikke hvad – hvor mange penge jeg har invisteret i alt det her.

Men samtidig har jeg lært så utroligt meget, ikke kun om de ting der interesserer mig, men også om mig selv. Når man virkelig vil noget, når man virkelig ønsker at lære noget, at udfordre sig selv, så er det intet i verden, man ikke kan.

Det jeg selv har opnået med begge mine instagramprofiler, de minder jeg har med mine venner og familie, de mennesker jeg har inspireret og ramt ved at dele de kompetencer jeg selv har fået, de folk jeg har mødt igennem min hobby…

Det er det, er jeg stolt af.

For uanset om min profil eksisterer eller ej, uanset om nogen følger med eller ej, kan ingen tage det fra mig, som jeg har lært.

Uanset hvad, er jeg stadig en pige med et kamera i hånden, der nu ved hvordan hun skal skyde ekstra nice selfies og ekstra nice familiebilleder til jul!

En pige, der kastede 999kr efter en linse, og nu står tilbage som en bedre fotograf og meget mere bevidst om hvad hun er i stand til.

Så her er min hyldest til mine (nu mere end) 200 billeder, til det at kaste sig ud i noget nyt og til det at gå all-in på noget man tror og brænder for.

Jeg hylder mine 200 billeder, og hvis du selv er en kreativ person, hvis du selv har kastet dig ud i noget nyt, uanset om det er en hobby, et job eller rollen som forældre, så̊ kig på det du har lavet, se dig selv i spejlet, og spørg dig selv om hvorvidt det du laver, det du har kastet dig ud i, og det du har lært indtil videre, ikke er stoltheden og et skulderklap værd?

Jeg kender dig ikke, men jeg har en stærk formodning om, at det er.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply